Nydningen's Bianca Uden Bernhard
Bianca er født den 11. marts 2006 hos Kennel Nydningen i Vipperød. Hendes mor hedder My Bonnie Rita Kræmmerhus og hendes far hedder Ellebækgårdens Jack Pot. Stambogsnr. er X-REG 00066/2006. Trefarvet. Bianca er undersøgt for patella luxation (løs knæskal) og er er fri for den sygdom.
Bianca skal parres midt juli 2011

Den udvalgte han er
Marcato's Icaros, som bor i Malmø.

En lækker lille sag fra kennel Marcato's, Lillemor & Christer Carmonius, og faren fra kennel Nordbrenna i Norge.


Jeg spottede ham på SKK Int. udstilling i Malmø den 20. marts 2011, hvilket var Icaros' første udstilling. Han blev 2. bedste han, og jeg var bare solgt.

Billedet af ham har jeg selv taget på udstillingen.

Ser frem til dette kuld, som bliver Bianca's 3. kuld og C-kuldet, som kommer til at hedde Cadillac kuldet.

Bianca Årets Tæve 2010
For 3. gang ud af 4 mulige (hvor hun blev nr. 2) blev Bianca på Gårdhundeklubbens udstilling i Årslev den 5.12.2010 kåret til Årets Tæve.

Det blev heldigvis ikke så spændende som jeg troede. Men de sidste 4 udstillinger var hun ude på grund af drægtighed og hvalpe. Tillykke min pige, godt gået.

Nr. 2 blev moster Ronja (My Bonnie Ronja Honningshjerte) - tillykke Ronja og Camilla

Nr. 3 blev lillesøster Nydningen's Irmapige, som tidligere på året blev Dansk Champion. Tillykke Irmapigen.

Nr, 4 blev My Bonnie Billie Bellrose, og en rigtig dejlig tæve, som vi altid ligger i skarp konkurrence med.



Bianca - nu Nordisk Champion - 14.08.2010
Lørdag den 14. august 2010 blev en minderig dag i Biancas udstillingskarriere. På Norsk Kennel Klubs internationale udstilling i Oslo blev Bianca bedst i Racen, og på sin vej dertil fik hun certifikatet som Bedste Tæve.

Ikke alene blev hun Norsk Champion, men også Nordisk Champion. Det har hun opnået fordi hun er Dansk, Svensk og Norsk Champion.

Det var en drøm der gik i opfyldelse. Det skete endda på vores allerførste udstilling i Norge.

Vi havde en fantastisk god weekend, hvor vi boede på en campingplads tæt ved udstillingsstedet i vores campingvogn.

Bianca - årets tæve 2009 - 29.11.2009
Tillykke min pige. Du har begået en pragtpræstation i 2009.

Lagde ud i januar med at blive BIR på udstillingen i Fredericia. Hvad kun nogle få ved var, at hun var på 29. dagen i sin drægtighed. Den 15. marts nedkom hun med 6 dejlige hvalpe.

Allerede en 13. juni blev hun BIM på udstillingen i Vejen.

Siden blev det til BIM og BIR på Bornholm.

BIM i Silkeborg i september og BIR i Herning i november. Slutteligt BIM på juleudstillingen med 82 deltagende hunde.

Men ind imellem leverede hun nok sit bedste resultat den 2. august i Tollarp i Sverige. Her blev hun nr. 2 ud af 90 tæver. Det er det bedste hun har præsteret i sit liv.

Bianca jeg skylder dig alt. Du har det i dig, show genet altså. Sjældent skal jeg stille dig op, du klarer det meste selv. Men du kan som andre også blive træt på en lang dag, og det er også helt OK.

Jeg glæder mig til hvad fremtiden bringer, og jeg håber du vil følge mig hvorhen i verden vi kommer.

Venter med at parre til 2010
Bianca gik i løbetid den 7.11. Det gav mig en del at tænke over. Jeg havde jo håbet at hun ventede til slutningen af december. Men det er ikke til at regne med, når hun har haft hvalpe.

Jeg har derfor besluttet, på baggrund af Biancas historie, at jeg venter med at parre hende til næste løbetid. Dette fordi Bianca i 2008 blev parret, desværre uden resultat, igen i 2009, som gav 6 dejlige hvalpe. Det ville derfor ikke være OK at parre hende allerede nu.

Så vi venter til næste gang. Det bliver stadigvæk smukke Dalton som skal være far til kuldet.

Se mere og følg med under "Hvalpeplaner".

Bianca skal parres i næste løbetid - 28.10.2009
Jeg har nu valgt at Bianca skal parres i sin næste løbetid. Dette er selvfølgelig ikke sket uden at have talt med dyrlægen om det. Han mener hun er klar igen, og hendes første kuld er jo også snart 8 måneder.

Igennem længere tid har jeg haft kig på en lækker hanhund fra Sverige. Den 13. september var vi på udstilling i Sofiero ved Helsingborg. Her fik jeg ja til en parring med ham, Toragårdens Dalton. En 4 år gammel smuk han, med både svenske og danske aner bag sig.

Avlsudvalget i Dansk/svensk Gårdhundeklub har godkendt parringen, så nu går jeg bare og venter på hvornår hun kommer i løbetid.

Jeg ser frem til denne parring med spænding, for jeg er helt sikker på at det er en god kombination at parre Bianca med Dalton.

Tillykke Bianca - 15.03.2009
Godt gået Bianca - hele fødslen forløb så nemt at man skulle tro du har prøvet det før.

Nu er det endelig en realitet, du har født dit første kuld hvalpe, og vi er simpelthen så stolte af dig.

Vi glæder os til at følge dem i de første 8 uger her hos os. Gøre dem klar til at møde verdenen, så de kan komme til at bo hos nogle dejlige familier.

Navnene er "lige på trappen" og det vil være dit A-kuld.

Så de skal hedde "Piccobello Audi's ......... " og hundenavne der begynder med A. Så snart de er blevet bestemt så vil de komme på hjemmesiden.

God start på 2009 - 03.01.2009
På den sidste dag i 2008 opdagede jeg at Bianca er kommet i løbetid. Bedre "gave" og start på 2009 kunne jeg ikke ønske mig.

Så i midten af januar går turen igen til smukke Canon i Sverige, og denne gang er jeg fuld af forhåbning for at det går godt.

Der er ro i flokken, og Bianca er den glade pige som jeg købte for snart 3 år siden.

Så kære Bianca, held og lykke med parringen, og i marts vil jeg med største glæde sige velkommen til et kuld dejlige hvalpe.

Gode oplevelser i 2008 - 09.12.2008
Glædelig Jul ønsker Bianca.

Bianca er på årets sidste udstilling blevet kåret til Årets Tæve nr. 2. Det er godt nok 1 placering dårligere end i 2007. Men da hun ikke er blevet udstillet så meget i år, så er det et fantastisk flot resultat.

I år har hun opnået at blive Svensk Champion og Klub Champion.

Tillykke min dejlige pige.

Mit største ønske for Bianca i 2009 er, at hun bliver mor til et kuld hvalpe sammen med Canon. Det lykkedes desværre ikke i år, men vi tror på det lykkes i 2009.

Så det er derfor ikke udstillinger, der står øverst på aktivitetslisten for 2009. Men hun vil da blive udstillet. Et mål kunne være at hun kommer på udstilling i Norge. Håbet er at hun bliver Norsk Champion, og dermed også Nordisk Champion. Men det er kun noget vi kan ønske os. Om det går i opfyldelse, det ved vi jo ikke.


Billedet har vi selv taget, men er blevet lavet til et julebillede af Suzanne fra Hundegalleriet. Tak for det.

Bianca BIR/BIS3 i Svensköp i Sverige - 04.10.2008

Det var så årets sidste udendørsudstilling. Heldigvis viste vejret sig fra sin pæne side. Dog lidt koldt, men solen tittede frem i ny og næ.

Det blev en god dag, da Bianca blev Bedst i Racen og nr. 3 i Best in Show.

Der er nu 3 udstillinger tilbage i år. Jeg glæder mig til at se, om Bianca kan gøre sig gældende i kampen om Årets Tæve. Foreløbig ligger hun nr. 3, så der skal sættes en slutspurt ind, hvis der skal laves om på den placering.

Men uanset hvad, så er jeg meget stolt af Bianca. Hun har været ude i en periode, og er vendt stærkt tilbage.

Tillykke min fine pige, med det flotte resultat i Svensköp.

Tak igen til Marika Lindelöf, som også har taget det her billede, hvor Bianca og Malte er blevet fotograferet sammen med dommer Eva Borg fra Sverige.


Hvad skete der lige der - Bianca BIR på DKK udstilling den 21.09.2008 i Ballerup

Bianca er på igen, og stillede i Champion klassen i dag. Der var kun hende i den klasse. Jeg synes hun fik en kanon bedømmelse både af dommeren og dommeraspiranten. Derfor blev jeg noget forundret da jeg fik 2 røde sløjfer - en for Very Good og en for 1. vinder. Men fik så at vide at hun skulle ind igen. Nåh ja, jeg er ikke helt inde i de nye regler endnu, og var hun kun til en rødt bånd, så var det sådan.

Vi blev kaldt ind til afgørelsen som BIR/BIM. I alt med 2 tæver og 2 hanner. Den anden tæve var velfortjent blevet Dansk Champion i dag. Til slut besluttede dommeren sig for at de 2 champions skulle være BIR/BIM og Bianca blev BIR. Der stod jeg med åben mund og polypper indtil jeg fik hendes kritik. Ringsekretæren havde givet Bianca et forkert bånd, det skulle have været lilla, som betyder Excellent.

Uha, det er hårdt først at være helt nede for til sidste at være helt oppe. Heldigvis endte det godt, men det var godt nok ikke sjovt at vide om vi var købt eller solgt.

I Store Ring for første gang efter FCI godkendelsen måtte vi så lige. Men en gårdhund er en meget lille hund sammen med alle de andre store flotte hunde i gr. 2, så vi kom ikke videre.

Men succes havde racen, da der i avlsklassen i Store Ring blev til en BIS3 til DKs førende gårdhund og hans avl, og i opdrætsklassen blev opdrætteren BIS4. Så der var meget at klappe af i Store Ring i dag. Tillykke til Marianne og kennel My Bonnie.


Bianca - BIM på DSGK udstilling i Silkeborg - 07.09.2008
Jamen, det område der dannede rammen for Silkeborgudstillingen var lige så smuk, som folk havde fortalt mig. En enkelt regnbyge blev det til, lige inden udstillingen skulle gå i gang. Siff, Bolettes opdrætter, og jeg var fulgtes ad sammen med vores hunde. Jeg havde kun Bianca med. Det var første udstilling siden Tollarp den 3. august i år. Så det var lidt spændende. Hun vandt Championklassen og blev BIM (Bedst i Modsat køn eller nr. 2). Det var jeg meget glad for.

Vi havde en god, men lang dag i Silkeborg.

Tillykke Bianca - nu også Svensk Champion
Sådan Bianca. Ovenpå en rigtig gyser omkring din drægtighed, som desværre ikke blev til et kuld hvalpe, har vi fået lidt opmuntring igen.

Den weekend i Tollarp, som kun skulle gå med at kigge på svenske hunde, blev lige pludselig til en weekend jeg aldrig vil glemme.

Hvis ikke Marika, Canons "Mor", havde overtalt mig til at udstille dig, havde det aldrig gået, som det gik.

Svensk Champion i 2. forsøg og 3. Bedste Tæve ud af 64 tilmeldte tæver. Det er helt fantastisk, og endnu meget uvirkelig - men det er sandt.

Det var en helt fantastisk weekend. Ikke kun fordi Bianca blev Svensk Champion, men fordi det var en oplevelse at deltage i en svensk udstilling over 2 dage. Sikke et velgennemført arrangement, hvor jeg mødte en hel masse dejlige mennesker, som også er "gårdhunde" gal ligesom jeg. Jeg følte mig rigtig velkommen, og har en oplevelse med hjem, som jeg er glad for ikke at være gået glip af.

Vi venter tilbage næste år. Jeg har allerede bestilt et værelse, hvor hund er tilladt, på vandrehjemmet i Tollarp.


Bianca pige - sikke en tid vi har været igennem - 11.07.2008
Bianca, min fine og søde lille pige. Det der i april måned var starten på et eventyr, endte desværre i dag som et mareridt.

Løbetid, 3 parringer og en drægtighedsperiode. Alt det der skulle være starten på dit nye liv som hundemor. Det blev desværre ikke til noget. Jeg begræder at det ikke lykkedes. Men hvad gik galt? Tja, hvis jeg vidste det, så var det nok ikke gået galt. Jeg får aldrig svar.

Men Bianca, vi ser fremad. Når vi har sundet os, så skal vi finde en fin hanhund til dig. Får du så et kuld hvalpe, så tør jeg måske godt bruge smukke Canon igen. Han er ønskehannen, men det skulle ikke være lige nu.

Klubcert til Bianca på udstillingen i Skensved
Bianca fik sit 2. klubcertifikat på Gårdhundeklubbens udstilling i Skensved den 5. april. Nu mangler hun 2 i at kunne kalde sig klubchampion. Det bliver spændende hvornår hun får de sidste to. Der bliver jo pause, når engang hun skal parres. Men hun har tiden for sig.

På udstillingen vandt hun Championklassen og blev 2. bedste tæve.

Sammen med sine 2 brødre fik de atter Ærespræmie i opdrætsklassen og blev 2. vinder.

Hvornår Bianca?
I dag skriver vi den 24. marts 2008. Hvis bare jeg kunne se ind i fremtiden, for det ville være rart at vide, om du går i løbetid i midten af april måned. Canon har ventet længe, og jeg er klar til at tage til Sverige med dig.

Nå, men tålmodighed er en dyd, men hvis du kunne tale menneskesprog, så ville jeg da meget gerne vide om du kommer i løbetid.

Bianca står på fars knæ - hun elsker at have overblik over det hele. Det er det bedste hun ved.

Tillykke Bianca med de 2 år den 11.03.2008

Kære Bianca

I dag er det din 2 års fødselsdag - rigtig mange gange tillykke med dagen. Håber du kunne lide de guffer jeg har købt til dig i dag.

Vi så dig første gang da du var 5 dage gammel. Alle I fire søstre var bare rigtig dejlige alle sammen. Der gik 7½ uge før jeg kunne tage dig op og sige du er min. Det var en glædens dag. Jeg må endnu engang sige, at jeg er meget glad for, at jeg kunne få lov til at købe dig.

Du har forandret dig udseendesmæssigt fra at være helt mørk i hovedet til den fineste brune farve og smukke øjne. Du har et godt sind, er en sød, kærlig og dejlig pige, som også ved hvor skabet skal stå. Du er ikke til at løbe om hjørner med. Lige meget hvor fræk du kan være, så er du så elskelig at meget kan tilgives. En vaskeægte gårdhund i sind og skind er du.

2008 skulle gerne være året hvor du bliver mor for første gang. Canon er klar, så vi venter i spænding på hvornår du går i løbetid.

Ønsker alt det bedste for dig.

Kærlig hilsen
din Mor

Også en hilsen fra Far, i bund og grund er du jo en farpige.
Fra Belvedere, som du elsker over alt på jorden.
Fra Baloo, som gerne vil dig selvom han ikke vil være ved det.
Og fra lille Bolette, som på trods af jeres skænderier, aldrig ville kunne undvære dig.


Show of Winners 2008 i Hillerød

Bianca fik sine "15 seconds of fame" i Show of Winners.

Nej, noget mere tid blev det til i ringen. I første runde slog hun en pelshund, en Irish Glen of Imaal Terrier, og det havde jeg ikke regnet med. Billedet er fra første runde, og vi kom lige lidt for sent til at jeg kunne nå at skifte tøj.

I anden runde trak vi en Toy pudel. Inden vi gik i ringen var jeg klar over at så var det nok slut, for gårdhunden er jo en race der kun er kendt i Skandinavien og dommeren var kroat. Og jeg fik desværre ret. Men det viste sig senere, at Bianca tabte til den, der vandt hele udstillingen, så det har jo ikke været en skam at tabe til vinderen.

Men jeg var rigtig godt tilfreds med vores præstation. Bianca gik og stod bare så flot. Hun ved hvad der skal til når hun er på, og hun ser ud til at nyde det. På vej ud af ringen for sidste gang blev Bianca og hendes titler vundet i 2007 nævnt af speakeren. 


Der var en fantastisk opbakning, når vi gik i ringen, Ved bord 6 sad Lilian og Jens Aage med Freja, der repræsenterede gårdhundene i Seniorklassen. Ved bord 7 sad Jan, Rikke, Ingrid og Stig, og der blev klappet og hujet. Selvom man skal være meget koncentreret i ringen, så bemærkede jeg det, og det føltes rigtigt dejligt med den herlige opbakning.

Vi kom med den målsætning at vise vores dejlige race frem. Jeg synes det lykkedes over al forventning.

Jeg vil opfordre enhver vinder af de titler, der er kvalificerende til Show of Winners i årene frem, om at deltage. Foruden det er en fantastisk oplevelse, så synes jeg også det er vigtigt at udbrede kendskabet til racen, især hvis vi får vores FCI godkendelse inden for kort tid.  


2008's første DKK udstilling i Odense den 17.02.2008

Ja, det var så første gang med de nye regler. Om de nye regler er gode eller ej, det må lige tage et par gange før jeg har en mening om det.

Men det betød i hvert fald, at selvom Bianca fik Excellent (bredt lilla bånd), som svarer til 1. præmie med CK (smalt rødt bånd og bredt lilla bånd efter de gamle regler) og blev 3. vinder i klassen, så var hun færdig for i dag. Før i tiden kæmpede alle med lilla bånd om titlen f.eks. bedste tæve eller bedste han. Men nu er det kun 1. vinderen i hver klasse der skal dyste om de titler. Men det er jo ens for alle, og det må vi bare vænne os til.

Men heldigvis var Bianca ikke færdig for i dag alligevel. For hun stillede i Opdrætsklassen sammen med Bella, Dannemand og Ditlev, og de fik en flot ærespræmie. Bedømmelsen kommer når jeg har set den, men den skulle efter sigende være så flot.

Det betød vi skulle i Store Ring, og uden de store forhåbninger om en placering deltog vi med entusiasme. Nej, vi kom ikke imellem de 4 bedste, men vi viste flaget og har fået smag for mere. Så vi er da med næste gang der udstilles.


Tilbageblik på 2007

Bianca, min lille pige, hvad er det da der er sket i 2007. Et helt fantastisk år som vil blive husket resten af mine dage.

Du er en Gårdhund med stort "G" - til tider en rappedulle med en meget stærk selvbevidsthed om hvem du er. Men du er også en meget glad og hengiven pige der elsker at putte og nusse.

Da vi begyndte 2007 med at vinde en udstilling dagen før din et års fødselsdag, og på selve fødselsdagen at du blev avlsgodkendt med topkarakter, så føltes det meget uvirkeligt. Var det virkelig sandt at du var sådan en fin gårdhund. Men det har jeg igennem 2007 måttet sande at der var noget om snakken. 6 gange er du blevet Bedst i Racen og en gang Bedst i Modsat køn, så dommerne har ikke været i tvivl om hvor god du var.

Men stadigvæk føles det helt uvirkeligt, men nu er det altså sandt. I går på årets afsluttende juleudstilling modtog du præmier for at have vundet titlerne Årets DKK Racevinder, Årets tæve og Årets Unghund 2007. Tillykke Bianca, også selvom du er bedøvende ligeglad, for du er som du altid har været, Gårdhund med stort "G".

Men det har da ikke altid være en dans på roser. Efter du var med i bilen da jeg kørte galt sidste år, har du været nervøs når vi kørte bil. Gode råd var dyre, men for nylig fik du en længe ventet gave, som har givet dig den tryghed du fortjener. Et helt nyt transportbur til bilen af en formidabel kvalitet. Det er crash testet og det larmer ikke, som det gamle bur du havde før. Det har gjort en forskel, og det glæder mig at du har fået styr på det nu.

Til næste år skriver du et nyt kapitel i dit unge liv. Som forhåbentlig mor for første gang. En rigtig dejlig svensk hanhund, Kitenga na Canon, skal være far - jo han er "kanon", som vi siger på dansk. Det ser jeg meget frem til, og håber du kommer i løbetid i foråret, så vi kan få sommer hvalpe.

Nu har du ferie fra alt udstillingsræset, som du har tacklet over al forventning. Men en velfortjent pause, hvor du bare skal nyde at være en ganske almidelig hund. For i bund og grund er du jo en ganske almindelig hund.


Show of Winners 2008 i Hillerød

Bianca har kvalificeret sig til Show of Winners i klassen Winners Cup fordi hun er blevet DKK Racevinder 2007 og Årets Tæve 2007.

Det finder sted i Frederiksborghallen i Hillerød den 23. februar 2008.

Her er et link til Show of Winners hjemmeside http://www.showofwinners.dk/index.html.

Uddrag fra forsiden af hjemmesiden:
"Show of Winners er Danmarks festligste hundeudstilling.
Her mødes de mest vindende hunde fra den forløbne sæson i projektørlysets skær, mens det festklædte og hundekyndige publikum lever med i de spændende afgørelser, når dommerne træffer de vanskelige valg,
og hvor man begejstres over de underholdende indslag.
Gennem årene har Show of Winners fået mange betegnelser, "Hundesportens afdansningsbal"
"Hundenes Oscaruddeling" eller "Det danske hundefolks største sammenskudsgilde" men uanset navnet så er det en begivenhed indenfor Hundeverdenen man under ingen omstændigheder bør gå glip af.
---------------------------------------------------------------

Når vi nu har været så heldige at kvalificere os, så er vi nødt til at prøve det. Vi håber på en fantastisk god og lang dag.


Bianca blev BIR i Herning den 4. november
Det var så årets sidste DKK udstilling, som blev afholdt i Herning.

Baloo, Bianca og Belvedere indviede deres nye Variocage bur fra Safedog. Et transportbur af tip-top kvalitet, og de så ud til at nyde at kunne ligge og fylde i buret alle tre på én gang.

Bianca sluttede af med manér og blev Bedst i Racen. På billedet er hun sammen med Zeus, som blev Bedst i Modsat køn.

Der er nu juleudstillingen tilbage den 24.11, og vi glæder os rigtig meget.


En mor med sine 2 døtre
Se lige billedet her. Til venstre er det Bianca's mor Rita, i midten Bianca's søster Bella og så Bianca.

Det er helt utroligt som Bianca og Rita ligner hinanden. Den mest markante forskel er at aftegningerne på kroppen ikke sidder på samme side, men ellers kan det være svært at se hvem er er mor og datter.

Er de ikke skønne alle tre.

Bianca - Dansk Champion på Brøndby udstillingen den 15.09.2007
DKK Int. udstilling i Brøndby skulle blive den dag vi kunne fejre Bianca som ny Dansk Champion 18 måneder og 4 dage gammel.

8 tæver var med i kampen om Bedste Tæve, og Bianca blev nr. 4 slået af 3 Champion tæver. Med denne placering var det 10. certifikat en realitet. Det blev en dejlig afslutning på en lang og vindblæst dag at kunne modtage Champion rosetten.


Bianca på udstilling sammen med Far
Den 2. september '07 havde jeg tilmeldt Bianca til DSGK udstillingen i Silkeborg. Jeg vidste godt jeg ikke selv kunne gå med hende, da jeg skulle opereres, men havde regnet med at kunne komme med. Min veninde Camilla og jeg havde aftalt en tøsetur. Så kunne mændene få sig en fridag hjemme, da jeg kun skulle have Bianca med og Camilla 2 af sine 4 med.

Men da operation blev en lille smule udskudt, så røg det i vasken. Gode råd var dyre. Det så sort ud, når vi nu havde tilmeldt os.

Her trådte mig dejlige mand til og sammen med Camilla tog han turen med Bianca til Silkeborg om søndagen, hvor jeg kom hjem fra hospitalet om lørdagen.

Bianca skulle stille i unghundeklassen, for der er en konkurrence i Gårdhundeklubben der hedder Årets Unghund, og det ville jo være dejligt om hun fik point på kontoen.

Camilla gik med hende, og Jan tog billeder, og det var gået rigtig godt. Hun vandt unghundeklassen med CK, men blev ikke placeret i kampen om bedste tæve. Pyt, formået med at møde på udstillingen var opfyldt.

Tusind tak for hjælpen Camilla, og også en kæmpe stor tak til Jan. Det var en dejligt plaster på såret han ville tage turen for min skyld.

Et stort tillykke til Julie, min og Bianca's "evige" rival. Dina blev 3. Bedste Tæve og fik Certifikatet - godt gået.

Det var en herlig dag, selvom jeg lå hjemme i sengen, men jeg fulgte med på sidelinien, og fik resultater pr. mobil.

Bianca og Vejenudstillingerne
Bianca kigger op på mig på billedet. Det er som om hun spørger om det er gået godt nok.

Om lørdagen vandt hun mellemklassen med CK, og blev 2. bedste tæve. Igen var det Bianca's bedstemor Frida, der blev bedste tæve og senere BIM. Tillykke med det Frida - Bianca har noget at leve op til.

Søndag strøg hun næsten helt til tops. Hun blev bedste tæve og senere BIM.

Så ja Bianca, det gik rigtig godt.

Samtidig om lørdagen blev Bianca's mor, Rita, BIM på en af de største udstillinger i Sverige, hvad angår antal af deltagende gårdhunde. Tillykke Mor, siger Bianca - det var rigtig godt gået - og et stort tillykke til Rikke, Ingrid og Stig med det flotte resultat. Samme dag var Bianca's halvbror blevet Bedste Hvalp på samme udstilling. Så det var en dejlig weekend for os alle sammen. 

Bianca på udstilling i Rønne

Vi har været på en dejlig forlænget weekend i Rønne på Bornholm, hvor der om lørdagen den 30.6.2007 var arrangeret fælles udstilling for 5 racer.

For første gang stillede Bianca i Mellemklassen, og det gik rigtig godt. Hun fik sit 6. certifikat og blev 2. Bedste Tæve kun slået af Champion tæven.

Søndag stod på det på DKK National udstilling med mulighed for at komme i Store Ring. Som en ikke FCI anerkendt race, må Gårdhundene kun deltage i Store Ring på Nationale udstillinger.

Vi havde selveste "Mr. Gårdhund" Ole Staunskjær som dommer, og havde forhåbninger om et godt resultat med Bianca. Ole har avlsgodkendt hende med topkarakterer i marts 2007 på hendes 1 års fødselsdag.

For første gang var hun tilmeldt i Åben klasse. Trods det, fik jeg i allerhøjeste grad indfriet forventningerne.
Bianca blev Bedste Tæve og fik sit 7. certifikat. I kampen om Bedst i Racen slog hun sin onkel, selveste Oberst Hackel, som både blev DKK og DSGK racevinder sidste år.

Det betød at hun skulle en tur i Store Ring, som ville starte kl. 16.00. Jeg kunne godt forudse, at vi ikke kunne nå færgen kl. 17.15, så jeg fik booket om til 20.45, vel vidende at vi så først ville være hjemme efter midnat.

Store Ring med en Israelsk dommer, som sikkert aldrig har set en gårdhund før, var ikke nogen god kombination. Det blev da heller ikke til en placering i blandt de 4 bedste. Men vi viste flaget og fik ekstra PR. Vi fik en særlig velkomst af stævnespeakeren, som sagde at det var dejligt at se en Gårdhund i Store Ring på deres udstilling, da racen ikke kunne deltage på Internationale udstillinger. Så det var sidste gang i år, der var mulighed for Store Ring.

Selvom vi var sent hjemme, så var det herligt at vi blev til "sidste fløjt". Det er med at få det hele med, og få vist flaget for Gårdhundene.


Bianca og agility
Bianca statede i foråret på begynderholdet i Sneslev. Der var rigtig mange gårdhunde, og hun synes det var sjovt - for det meste med at hente de andres legetøj, der blev smidt rundt når de havde lavet et godt løb. Nåede at løbe en tennisbold op og snuppe den lige for næsen af hunden, der skulle have haft den. Nej, hvor blev den paf. Trak lidt på smilebåndet, hvorfra skulle hun vide at det ikke var hendes - vi leger jo med dem i haven.

3 ugers løbetid ødelagde sæsonen, så når vi starter igen i februar 2008, så starter vi helt forfra. Men hun er en trold der tror hun kan charme sig fra alle spilopperne. 

Bianca på DKK Int. udstilling den 17.06.2007 i Ballerup
Imellem bygerne var turen nået til Ballerup. Igen vandt Bianca unghundeklassen og fik CK.

Da de nåede frem til kampen om bedste tæve, var der kun 2 der havde fået CK. Den anden var Bianca's mormor Frida, så det var ikke nogen skam at Bianca kun blev nr. 2. Hun fik samtidig sit 5. certifikat, da Frida var Champion i forvejen.

Hun er altså bare 15 mdr. så det er helt fantastisk at hun nu har fået sit 5. certifikat.

Bianca på DSGK udstiling i Glud den 15.04.2007
Udstillingen i Glud ved Århus var kun for gårdhunde. Bianca vandt unghundeklassen (foran Bolette) og fik CK.

I kampen om bedste tæve blev hun nr. 5 - dvs. udenfor placeringerne, men hun var den sidste dommeren sendte ud inden de 4 bedste skulle kåres.

Bianca på DKK Nat. udstilling i Århus 12.05.2007
Så var det DKK Nationale udstilling i Århus vi var nået til. Kun Bianca var tilmeldt, da jeg skulle alene afsted. Men heldigvis bor min søster og hendes to piger ikke så langt fra Århus. Så Bianca og jeg tog afsted fredag eftermiddag. Så kunne vi hygge os sammen med dem, og sove der. Så undgik vi også at skulle køre den lange tur hjemmefra til Århus lørdag morgen.

Var så uheldig at komme til at parkere langt væk, så alt mit udstyr måtte jeg lade blive i bilen. Kun lige en lille kurv med vand og hendes papirer og lidt guf samt selvfølgelig Bianca tog jeg med. Vejret var dejligt, og vi skulle være udendørs. Men jeg var i god tid, så der var tid til at gå rundt og se på alle de andre dejlige hunde. Fandt Chihuahua'erne og fik en sludder med nogle af dem jeg kender fra Hundegalleriet. Så også Bedste Han blev kåret, hvor Chico blev kåret til Champion.

Allersidst i ring 7 skulle vi til, så klokken blev næsten to. Bianca vandt Unghundeklassen og fik CK. I kampen om Bedste Tæve var Bianca den yngste, men blev alligevel en flot nr. 3.

Flittige Mary fik Certifik og blev Champion - et stort tillykke herfra.

Lidt i tre vendte vi snuden hjemad, og jeg valgte at tage turen "nedenom" Storebælt, og var hjemme lidt i halv seks. Både Bianca og jeg var godt trætte efter en god dag. Vejret opførte sig pænt, og det begyndte først at regne da vi var på vej hjem.

Bianca's søster Bella fra Hinnerup var tilmeldt, men de dukkede desværre ikke op. Men jeg har talt med Bella's mor og far i telefon i går aftes. De regner med at komme med til Vejen i august. Vi vil nu udveksle billeder, så jeg glæder mig til at få billeder af hende, da jeg ikke har set hende siden hun var 8 uger gammel.
Billedet jeg har valgt i dag, er Bianca i "fri trav" i ringen. Det blæste lidt vel rigeligt, så ørerne bliver luftet rigtig godt.

Bianca til DKK Int. udstilling i Hillerød lørdag den 28.04.2007

Udstillingen i Hillerød var lidt speciel. For Bianca var i slutningen af sin løbetid, så jeg måtte sørge for at hanhundene kunne modstå hendes dufte. Så hun blev sat i hvalpegården som var afskærmet med tæpper, så de ikke kunne se hende.

Var også spændt på om hun ville overtisse ringen for at markere sig. Men det skete heldigvis ikke.

Hun vandt unghundeklassen og blev Bedste Tæve med sit 4. certifikat ud af 5 mulige.

Til sidst skulle hun igen op i mod Indy om titlen Bedst i Racen. Her var det Bianca dommeren synes bedst om, så hun blev Bedst i Racen. En helt fantastisk dag.

Havde ikke kamera med, da Jan skulle på arbejde. Så jeg venter på at nogle af de andre udstillere sender billeder af Bianca, så der kan komme et med fra Hillerød også. 


DSGK udstilling i Kværndrup den 15. april 2007
Udstillingen i Dansk Svensk Gårdhunde regi den 15. april blev ikke den store succes. Dommeren synes åbenbart at hun ikke var CK værdig, så hun fik første præmie og SL (Særdeles lovende) og blev vinder af klassen.

En lidt flad fornemmelse, for jeg spørger da mig selv "Hvad er der lige pludselig galt med min lille pige". Ingenting, for dommere ser ikke ens, og fordi en ikke er enig med 3 andre, så er det ikke ensbetydende at hun ikke har fortjent af blive BIR de 3 foregående gange. Sådan er udstillingslivet.

Endnu et fantastisk udstillingsresultat - Ribe 08.04.2007
Det startede noget hæsblæsende på DKKs nationale udstilling i Ribe - det blæste en halv orkan og det dryppede lidt.

Men det påvirkede slet ikke Bianca, og hun gik bare som en drøm. Hun nåede til tops, som Bedst i Racen og fik sit 3. certifikat.

Hun er på papiret Champion. Men er for ung til at bære titlen, da reglerne siger, at hunden først kan blive Champion ved at få et certifikat efter at være fyldt 18 mdr. Så vi må vente og se om der bliver et certifikat til hende til den tid - september måned i år.

Som vinder af racen skulle hun repræsentere racen i Store Ring senere på dagen. Her slap hun igennem nåleøjet og var med i kapløbet om de 4 bedste placeringer. Hun opnåede en flot 3. plads og det er rigtig flot. Hun var oppe imod alle racevinderne i Gruppe 2, og der er rigtig mange dejlige racer med i den gruppe, så der var kamp til stregen.

En dejlig, vindblæst dag med masser af ventetid, men det var det hele værd.

Bianca avlsgodkendt og 1 år den 11.03.2007
Bianca skulle, i øvrigt på sin 1 års fødselsdag, til avlsgodkendelse.

Det foregår sådan at 2 dommere bedømmer hundene og giver dem karakterer. De skal have min. 3 X'er og 2 +'er for at blive godkendt. Max. point var 5.

Bianca fik 5 point, så det var en rigtig god fødselsdagsgave.

Et stort tillykke med topkarakter og din 1 års fødselsdag Bianca.

Bianca igen igen
I dag var det Dansk/Svensk Gårdhundeklubs første udstilling i 2007 der blev afviklet i Ll. Skensved ved Køge.

Bianca var igen tilmeldt i Unghundeklassen sammen med 9 andre. Heriblandt Bianca's søster Bertha.

Det var lige ved at være for "morsomt". Da bedste unghund skulle vælges blev Bertha og Abelia (deres kusine) bedt om at gå en ekstra runde i ringen. Øv tænkte jeg - han har ikke set Bianca. Det havde han åbenbart, for hun blev etter og det var for at placere Bertha og Abelia, de skulle gå ekstra tur. Søster Bertha blev nr. 2 og Abelia nr. 3. De fik alle sammen CK, som betyder at de skal kæmpe om titlen Bedste Tæve.

I denne kamp skulle de 3 op imod de tæver i de andre klasser, som havde fået CK, og der var rigtig mange flotte tæver.  Her blev Bertha, Bianca og en Champion tæve og en mere, som kun mangler et certifikat i at være Champion. I blandt de 4 skulle bedste tæve findes. Det blev Bianca, og jeg måtte igen knibe mig selv i armen. Har jeg virkelig så kanon en pige, og hun bliver først et år i morgen. Men det var jo åbenbart sandt.

Sidste konkurrence var om titlen Bedst i Racen (BIR) og Bedst i Modsatte køn (BIM). Her skulle Bianca konkurrere mod Bedste Han, som var selveste Indyana Jones, som har vundet alt hvad der er at vinde. Det var lidt hårde odds, synes jeg. Men dommeren var åbenbart forelsket i Bianca for hun blev BIR.

Dommeren havde udstillingen igennem givet "åbne kritikker" dvs. fortalt publikum hvorfor han dømte som han gjorde. Han fremhævde da også at Bianca skal udvikle hovedet lidt bedre, men alt andet var bare super, og om 2 år var han sikker på at hun var så perfekt som en gårdhund kunne være.

Sikke en dejlig dag for Bianca.

Bianca "løb" med det hele
Årets første Int. DKK Udstilling i Odense søndag den 18.2.2007 er en dag vi sent vil glemme.

Bianca skulle have sin debut i Unghundeklassen - der hvor det nu er alvor. 11 mdr. gammel og stadigvæk min lille pige.

De var 6 tæver i klassen og Bianca var i godt humør og gik fint i ringen.

Hun fik 1. præmie og blev 1. vinder,  med "SL" (særdeles lovende) og "CK" (= værdig repræsentant for racen). Men det var ikke slut endnu. Med CK'et skulle hun kæmpe om titlen Bedste Tæve - den vandt hun også - foran Champion tæver - helt ufatteligt. Her blev hun præmieret med sit første Certifikat. 3 Certifikater og hunden bliver Champion, men det sidste skal være givet efter hundens 18. måned.

Hos Hannerne var Bedste Han også blevet kåret - det blev Purka's Milo, som ovenikøbet var blev Champion. Tillykke Milo.

Nu var afgørelsens time kommet. Titlen Bedst i Racen "BIR"  og Bedst i Modsatte køn "BIM" skulle findes.

Ja, jeg måtte knibe mig selv i armen. da dommeren rakte mig den gul/røde roset, som tegn på at Bianca var blevet "BIR". Min lille pige - kunne det virkelig passe. Jo, og glæden er helt enorm.

Bedre dag har vi ikke haft i lange tider.

Bianca knap 10 mdr.
05.01.2007: I dag er Bianca snart 10 mdr. Hun har helt skiftet farve i ansigtet og har fået "kvindelige" former. Er lidt i tvivl om hun har været i løbetid, da de godt kan have "hvid løbetid". Baloo har on/off været interesseret i hende i november/december, og har sprunget på hende et par gange, dog blevet stoppet hver gang. Så jeg tror hun har haft sit første "løb".

Bianca vandhund
Bianca var vist kun 5 måneder da hun var med ude at svømme første gang. Det var lige et hit, allerede 2. gang ville hun det hele selv.

Et nyt svømmecenter blev åbnet i november ikke langt herfra og Bianca elsker at svømme der. Når vi ankommer, skal jeg kæmpe for at hun lige når at blive skyllet af. Straks jeg slipper snoren piler hun ellers ind i bassinet og starter med at svømme rundt. Hun har sin tøj bold med, som vi så leger med. Når den halve time er gået, så benytter hun alle kneb til lige at få en tur mere. Så snoren må frem for at få hende med hjem.

En dag jeg var ved at lukke hende ind i buret i bilen på vej hjem, smuttede hun ud. Da døren til bassinet var åbent, så skulle hun da have en bonustur troede hun. Men Tina, som ejer stedet, nuppede hende med poterne i vandet. Ikke mere svømmetur til dig i dag frøken.

Bianca - "the chosen one"
Her er hun så - dejlige Bianca. Lige valgt og klar til at komme hjem til os tre dage senere - den 14. maj 2006.

Hun blev taget godt imod af de andre tre. Cherie var reservemor og passede på hende. Belvedere tog straks rollen som legeonkel. Baloo skulle først lige vide om det var en vi skulle beholde, men der gik ikke længe før hun var accepteret.

Bianca's stamboghttp://www.baloo4you.dk/Bianca%20stambog.doc

I 2008 skal hun være "grundlægger" af kennel Piccobello.